Kulturudveksling med krop, musik og sjov.
Teatro Trono besøgte Grenaa Gymnasium i starten af november, og skolens spanskelever i 2.g, 3.g og IB fik indsigt i boliviansk kultur og samfund på en anden måde end i spansktimerne.
Spanskelever på Grenaa Gymnasium fik d. 9. november besøg af Teatro Trono fra Bolivia. Truppen består af 5 unge og deres instruktør.
I løbet af næsten en hel skoledag stod den på først mime- og danse-workshop og derefter teatertruppens forestilling ’Åndernes sang’, der kritisk formidler budskaber om miljøproblemer og ulighed mellem kønnene, og som kritiserer den herskende passivitet, der gør, at der ikke bliver taget hånd om problemerne.
Som billederne viser, havde eleverne nogle sjove timer sammen med de energiske gæster fra Bolivia. Det var kulturudveksling med høj puls og glade ansigter.