Forældre og søskende fra nær og fjern kom til Grenaa for at fejre IB-studenterne
Skolens internationale IB-studenter havde deres dimission allerede i slutningen af maj, fordi man her er nødt til at følge IB-uddannelsens globale eksamensplan. Der var i år 74 IB-studenter som fejrede afslutningen af deres eksamener sammen med pårørende og deres lærere. Eksamensresultaterne får de først i starten af juli.
Cirka halvdelen af skolens elever IB-elever. De kommer fra alle dele af verden, men der er især mange fra de syd- og centraleuropæiske lande samt de baltiske lande.
– De giver på den ene side nye input til de mange elevaktiviteter på skolen, som de engagerer sig i, fortæller Eike Boysen, IB-leder på Grenaa Gymnasium.
På den anden side tager de også mere og mere de danske studentertraditioner til sig. De elsker blandt andet huerne og dansen omkring Søren Kanne.
En del af vores IB-studenter bliver så glade for Danmark, at de vælger at blive og videreuddanne sig. De søger især til Aarhus og Aalborg. Derfor er der også flere af dem, som har lagt kræfter i at lære at tale dansk. På IB-uddannelsen skal man vælge mindst ét fremmedsprog, og på Grenaa Gymnasium tilbyder vi blandt andet dansk på begynder-niveau,” slutter Eike Boysen.
Hvis man gerne vil opleve elever fra alle tre uddannelser optræde i fællesskab, så giver den årlige Kulturaften i Grenaa altid mulighed for det, for her optræder skolens kor som består af elever fra både STX, HF og IB.