Dimission for STX og HF 2019 på Grenaa Gymnasium
01
jul
2019

Dimission for STX- og HF-studenter på Grenaa Gymnasium

Fredag d. 28. juni afholdt Grenaa Gymnasium dimission for i alt 107 STX-studenter og 47 HF-studenter.

Skolens festsal var fyldt til bristepunktet af glade studenter og stolte forældre og traditionen tro bestod programmet ud over overrækkelse af eksamensbeviser og legater af musikalske indslag, fællessange og ikke mindst taler ved rektor Helene Bendorff Kristensen og elevrådsformand Emma Hougaard.

De mange aktive og engagerede elever

Rektor Helene Bendorff Kristensen roste i sin tale eleverne for deres høje aktivitetsniveau i en mangfoldighed af begivenheder og projekter på skolen lige fra forskellige faglige konkurrencer over Danmarks Indsamling til naturvidenskabsfestivallen og teaterkoncerten.
Rektor Helene Bendorff Kristensen uddelte eksamensbeviser ved dimissionen 2019 på Grenaa GymnasiumDet var et tema som også elevrådsformand Emma Hougaard tog op i sin tale blandt andet sagde: ”Dette er alt sammen en del af den GG-ånd (GG = Grenaa Gymnasium, red.), vi taler så meget om her på Grenaa Gymnasium. Resten af landet betragter os måske som en lille skole i Udkantsdanmark, men det har ikke stoppet os fra at give vores mening til kende eller sætte os på landkortet. Om det så kommer til Den Digitale Prøvevagt eller handler om at holde landets bedste fredagscaféer, så har vi sørget for, at det aldrig har været kedeligt at gå på Grenaa Gymnasium. Igennem de sidste 2-3 år har vi lært af vores lærere, at hvis der var noget vi ville have gjort eller gennemført, så skulle vi blot sætte os det for.”

Det man ikke kan få en karakter for

Rektoren understregede i sin tale også, at både STX og HF er almen-dannende uddannelser, der ikke kun har til formål at kvalificere unge mennesker snævert fagligt men også menneskeligt:

Dimissionstale 2019 på Grenaa Gymnasium”… gymnasiet skal netop bringe jer den viden, som har en vis eviggyldighed, som er almendannende. Den viden, I ikke tror I har brug for, i den periode af jeres liv, hvor I tror I har brug for en masse andet, som I ikke senere får brug for. I har fået viden, I kan stå på, søge videre med. Viden om verden fra fortiden til i dag, fra den opdigtede til den atomare. Det at skulle gå igennem noget fælles stof, at analysere fælles problemer er bydende nødvendigt i verden i dag.”

Helene Bendorff Kristensen sagde videre, at der er ting, man ikke kan gå til eksamen i, men som er mindst ligeså vigtige for at få et godt arbejdsliv. ”… eksamen siger intet om de menneskelige kvaliteter som I har, og som også blev udviklet, mens I har været her på Grenaa Gymnasium. Det at kunne være et godt menneske – at kunne fungere sammen med andre gensidig respekt er mindst lige så meget værd i en karrieresammenhæng, som gode karakterer…”

Studenter-jubilæumstræf 7. september 2019

Legater og særlige anerkendelser

Hvert år til dimissionen uddeles legater og særlige anerkendelser til elever, som har udmærket sig på forskellig vis.

I år gik legaterne til følgende elever:

Elma Vilic: Blichfeldts legat
Freja Skovmand: Johannes Hoffmeyers Mindelegat
Sofie Bang Andersen: BASF’s kemilegat
Ingrid Kyed Jensen: LB Consult-legatet
Emma Hougaard og Nicklas Gantriis Jørgensen: Ole Fjords Musiklegat
Tomas Lassen: Sparekassen Djurslands legat
Signe Pedersen, Clara Kroer, Haris Durakovic: Håndværkerlegatet (3 portioner)

Særlige anerkendelser

Emma Hougaard og Silje Roland Rasmussen fik en lille gave for deres arbejde i skolens bestyrelse

Gabriel Valdsgaard fik en lille gave fra gymnasiet for at have gennemført STX med et særdeles godt resultat på trods af at han er blind.

Kasper Radza Sørensen fik en kage som anderkendelse for 0% fravær igennem 2 år på HF

Ane-Kathrine Lamdahl og Emilie Hembo Vahle blev takket for indsatsen i globalgruppen

Legater på Grenaa Gymnasium