Talentpleje
For dig der har lyst og vilje til at dyrke faglige interesser i endnu højere grad.
Børn på flugt var den alvorlige baggrund for at eleverne på Grenaa Gymnasium igen i år samlede penge ind i anledning af Danmarks Indsamling. I år landede resultatet på kr. 10.121,- hvilket er over 4000 kr mere end sidste år. Et imponerende resultat.
To 2.g-elever, Dicte Glarmbæk og Josefine Kristensen, der begge er med i skolens Globalgruppe, har stået i spidsen for indsamlingsaktiviteterne. Så hvordan lykkedes det dem at få kammeraterne til at ryste op med markant flere penge end sidste år?
”Vi var i gang i Globalgruppen cirka tre uger før selve indsamlingsdagen med at udvikle ideer og opstille mål,” fortæller Josefine. Globalgruppen består af ca. 10 elever og de mange opgaver blev fordelt i mellem dem. Uden praktiske grise i et effektivt team går det ikke.
Derudover blev indsamlingsmålene blev et vigtigt middel til at skabe opbakning blandt kammeraterne. Dicte forklarer: ”Ved 3000 kr skulle nogle af lærerne stille op til en dance battle, ved 5000 kr ville der der være et ikke-talentshow og ved 8000,-, som vi regnede med ville være helt urealistisk at få samlet ind, skulle lærerne vinterbade.” Ingen af lærerne var blevet spurgt på forhånd, men de stillede op uden at kny, så i ugen op til vinterferien blev der både danset i umage par og sunget inderligt falsk fra scenen i festsalen og sidst men ikke mindst vinterbadet fra Grenaa Strand.
Dicte og Josefine forklarer videre, at der op til indsamlingsdagen var salg af brugt tøj i skolens kantine og en fredagscafé på skolen var til fordel for indsamlingen. Her var blandt andet en tombola med gevinster sponseret af en lang række af Grenaas butikker og andre erhvervsdrivende. ”Der var virkelig mange, der gerne ville bakke os op, når vi kom og spurgte,” fortæller Dicte. ”Det er vi rigtig glade for.”
Både Dicte og Josefine har tydeligvis haft en god oplevelse med at stå i spidsen for Danmarks Indsamling på deres gymnasium. ”Det har været fedt at opleve, at man kan have indflydelse, og at man bliver hørt,” siger Josefine. ”Vi har været med til at lave et kæmpe hit,” siger Dicte, ”og nu glæder alle sig og tænker ’hvad mon de finder på til næste år’.”