Stanislaw og Anna fortæller om at finde sig til rette på Grenaa Gymnasiums kostskole
Hvert år i starten af august flytter nye elever fra mange forskellige lande ind på Grenaa Gymnasiums kostskole. I 2022 var to af dem Stanislaw fra Polen og Anna fra Frankrig. De er begge 16 år gamle og går i henholdsvis Pre-IB, som svarer til 1.g og IB1, som svarer til 2.g. De fortæller her om deres oplevelse af kostskolelivet.
Kostskolen bliver ens andet hjem
– I starten følte jeg mig lidt usikker, fortæller Stanislaw. – Men det er jo nok meget normalt, og der gik faktisk ikke mere end få timer, før min usikkerhedsfølelse var væk og jeg var i gang med at lære folk at kende.
– Det hjalp også meget de første par uger, at der var så mange sociale aktiviteter, og at nogle af de ældre kostskoleelever var tutorer og hjalp én med at finde rundt.
genkendende til.
Anna nikker. – Det tog mig en uge, så kunne jeg finde rundt over alt takket være tutorerne. En anden ting, som hjælper en til at falde til, er at man har en kontaktlærer fra starten. Min hedder Jimi og han er bare god! Han tog kontakt til mig efter en ugestid og spurgte ind til, om jeg havde det godt.
– Ens kontaktlærer tjekker op på dig og du ved, at du altid kan komme til dem, hvis der er noget. Der er slet ikke den distance mellem elever og lærere, som mange af os er vant til i vores hjemlande. De behandler os som ligeværdige, og jeg synes, at det hjælper os til at blive mere selvstændige, siger Anna.
Stanislaw er enig. – Lærerne her er altid venlige. Du kan være sikker på, at de vil henvende sig til dig med jævne mellemrum og du ved, at du kan bede dem om hjælp, uden at de dømmer dig. Så faktisk er der ingen lærere her, som jeg ikke bryder mig om. Jeg føler, at Kostskolen er mit andet hjem.
Mad fra mange verdenshjørner
Grenaa Gymnasiums kostskole huser i dag knap 230 elever fra de fleste dele af verden. Nogle bor på enkeltværelser og andre i dobbeltværelser, og cirka halvdelen af dem i kostskolens egne bygninger og resten i lejede faciliteter på Campus Djursland.
Måltiderne foregår dels i kostskolens spisestue, dels på gymnasiet, og de to elever fortæller, at det i høj grad er måltiderne, der er knudepunkter i løbet af dagen.
– Dagen starter med morgen mad fra 7.30-8.30, fortæller Anna. Skoledagen starter kl. 8.40 pg frokosten er midt på dagen og om eftermiddagen er der en snack, og den sørger jeg for ikke at gå glip af.
Aftensmaden serveres kl. 18, og det kræver lige lidt tilvænning for for eksempel elever fra Italien og Spanien, hvor man spiser aftensmad langt senere.
– Men maden her er god, siger Stanislaw. Jeg er vegetar og jeg synes, at kokkene her er gode til at lave vegetarretter. De laver både dansk mad og retter fra andre dele af verden. Til jul fik vi naturligvis traditionelle danske juleretter, for så havde vi jo prøvet det. Om fredagen er der tit noget ekstra lækkert, som for eksempel burgere eller burritos.
– Anna tilføjer: – Og når man har fødselsdag må man ønske en ret. Menuerne har altid både noget dansk og noget internationalt, og kokkene kommer også fra forskellige lande. Jeg ved, at en af dem er fransk.
Studietid og fritid
– Jeg læser lektier i mine mellemtimer og om aftenen, forklarer Anna. Efter skoletid om eftermiddagen, går jeg tit over i gymnastiksalen og er med til dans eller jeg tager en løbetur.
Stanislaw priotiterer sin tid på lignende vis. – Efter skole går jeg i træningscentret med nogle venner, eller vi spiller spil eller snakker bare.
-Alle dage er forskellige her, fordi skemaet justeres løbende og man har forskellige fag i løbet af dagen. Det kan jeg vældig godt lide, og jeg synes også at ro til lektielæsning om aftenen respekteres imellem os.
Vi tager hul på vores voksenliv her, for vi skal selv prioritere vores tid.
Det sociale liv er nerven
Når man spørger Stanislaw og Anna, hvad de synes, har været den bedste oplevelse på Kostskolen indtil nu, så nævner de straks VM i fodbold, og den ekstra intensitet det gav, at alle kontinenter var repræsenteret foran skærmen. Den oplevelse ser de også i en mere generel sammenhæng:
– Jeg kan virkelig godt lide den oplevelse, at vennegrupper smelter sammen, siger Stanislaw. I weekenderne er der tit spontane fester, som opstår bare fordi folk giver sig til at snakke sammen. Selvom vi er så mange, så kender du nu alle ansigter, og der er ikke nogen, som du ikke på en eller anden måde har interageret med i hvert fald én gang.
Anna er enig og forklarer, at eleverne på kostskolen også slapper af sammen i de mange aktiviteter, som organiseres enten af kostlærerne eller af eleverne selv.
– Jeg kan godt lide de åbne jazz dance lektioner i filmrummet. Det er en af de andre elever, som underviser os. Men jeg kan også godt lide at spille en omgang pool med hvem, der nu lige har lyst.
Hvorfor Grenaa?
Hvorfor faldt valget på Grenaa? – en meget lille by i et lidt afsides hjørne af Danmark. Der er nogle, som tænker sig om en ekstra gang. Men Anna var sikker sin sag, da hun havde besøgt Grenaa Gymnasium og Kostskolen med sine forældre.
– Vi havde også besøgt andre IB-skoler i Danmark, hvor det ville være hurtigere og billigere for mig at komme hjem i ferierne. Men stemningen her afgjorde sagen for mig. Se bare spisestuen, vi sidder i nu. Her er hyggeligt. Jeg vidste bare, at her ville jeg føle mig hjemme.
De to Pre-IB-elever ser også fordelene ved at Grenaa er en lille by.
– Her er plads og her er ro, siger Anna. Om aftenen er gaderne tomme! Så jeg kan gå hvorhen jeg vil med mine venner og grine og snakke. Jeg føler mig helt tryg.
– Og så ligger Aarhus jo kun en time herfra, tilføjer Stanislaw. – – Det er ikke noget problem, og omgivelserne her med skov og strand – det er jo lækkert.