Grenaa Gymnasium på Ungdommens Vårsalong 2019
07
apr
2019

En oplevelsesrig dag i kunstens verden

Igen i år var Grenaa Gymnasium flot repræsenteret ved Ungdommens Vårsalon i København

Grenaa Gymnasium har efterhånden tradition for at elever med fagene billedkunst og Visual Arts slipper igennem nåleøjet til Ungdommens Vårsalon på Københavns Rådhus. Vårsalongen er en kunstudstilling med værker af unge i Skandinavien.
I år var Grenaa Gymnasium repræsenteret med 11 værker skabt af elever på STX, HF og IB.

Deltagelsen i Vårsalongen sker i et samarbejde med Syddjurs Ungdomsskole og de havde igen i år arrangeret en bustur til København, så eleverne blandt andet kunne deltage i ferniseringen på rådhuset. Der er naturligvis tale om en udstillingsåbning efter alle kunstens regler med taler, tjenere i hvidt og de berømte rådhuspandekager.

Copenhagen Contemporary og Glyptoteket

Sofie Beider Andreasen, IB1, fortæller: ”Før vi tog til Vårsalongen for at se vores værker udstillet, besøgte vi Copenhagen Contemporary. Her fik vi en guidet rundvisning i to af udstillingerne, som gav os en forståelse af dem, som vi ikke ville have fået på egen hånd. For eksempel fik vi lov at interagere med et af værkerne ved at lave mærker i det med et søm. Det var virkelig interessant og bestemt et besøg værd.”
Klassekammeraten Milana Cerniha fortsætter: Efter Copenhagen Contemporary havde vi fri indtil Vårsalonen åbnede kl. 16. Jeg valgte at tage med lærerne på Glyptoteket, og det var fantastisk. Vi så dansk guldalderkunst, ægyptisk kunst og meget mere.”
”Endelig tog vi så hen på rådhuset. Der var mange mennesker og mange forskellige kunstværker. Og så var det godt at smage de berømte rådhuspandekager. Til sidst var vi virkelig trætte, men jeg var virkelig glad og taknemmelig for oplevelsen,” slutter Milana.
Grenaa Gymnasium på Ungdommens Vårsalong 2019