Talentpleje
For dig der har lyst og vilje til at dyrke faglige interesser i endnu højere grad.
Før påske var elever fra 3.akm på udvekslingsrejser til henholdsvis Kroatien og Spanien. Der var tale om 3. og 4. runde af et EU-financieret projekt, der har til formål at udbrede kendskabet til europæiske værdier blandt unge. Temaerne for de to rejser var henholdsvis demokratisk deltagelse og tolerance.
Læs om udvekslingens 1. runde i Lübeck og 2. runde i Grenaa
Sophia Ravnsbæk Jensen var i Kroatien, og fortæller at skolen, som var vært for udvekslingen, ligger i byen Varazdin som er cirka en time fra hovedstaden Zagreb. – Jeg var nok den på turen, som oplevede de største forskelle, for jeg boede hos en familie i en lille landsby ude på landet, hvor haner galer om morgenen, og hvor det var vigtigt at spare på vandet og varmen. Der boede kun 200 mennesker, så der blev kigget på mig, når jeg ventede på bussen om morgenen sammen med min vært, og den første dag skulle landsbyens hunde lige hen for at snuse til mig, fortæller Sophia. D- er var 45 minutter ind til skolen, så vi stod op kl. 5 hver dag. Jeg fik også virkelig lokal mad. For eksempel blodpølse med sennep og appelsinsodavand til morgenmad.
– Det var kun min vært, altså eleven fra skolen, som kunne engelsk, men alle i familien var meget venlige og jeg har simpelthen fået så meget slik med hjem, fortæller Sophia videre. – Jeg vidste ikke på forhånd, at jeg skulle bo så langt ude på landet, men nu ved jeg, at jeg tør godt bo i en familie selvom de ikke kan engelsk. Jeg har lært meget om mig selv, og jeg er også blevet mere bevidst om hvordan vores eget land og skolesystem fungerer, og at jeg er glad for det.
Sophia fortæller også, at værtsskolen i Kroatien gjorde meget ud af at vise dem områdets kulturhistorie og at området stadig er mærket af et jordskælv i 2020. – Der var ikke så meget med projektarbejde på skolen om temaet, men vi havde en udvekslingsrunde med ”hvad har vi lært om hinanden” og en runde, hvor vi skulle svare på spørgsmål som for eksempel ”hvis du var præsident for en dag, hvad ville du så gøre.”
Benjamin Nørgaard Trønnes var blandt de elever, som kom til Spanien. – Vi lavede blandt andet nogle fremlæggelsesopgaver om historiske personer og tolerance.
-Skolen var meget anderledes end skoler herhjemme, fortæller han videre. – Eleverne må ikke bruge computere, og skolen er aflåst så de små børn ikke løb ud og med tremmer for vinduerne. Men stemningen var meget venlig og positiv.
– Skolen ligger i den lille by Carboneras, som ligger ved middelhavskysten i det sydlige Spanien, fortæller han. Det er en gammel fiskerby, hvor de har været gode til at forsvare sig mod pirater og der er en befæstning med udkigstårn.
I lighed med Sophia var der også i denne familie kun eleven fra skolen, der kunne engelsk. – Man lærer at være på egen hånd, når man ikke kan kommunikere så meget. Det var spændende at se, hvordan en husstand fungerer: for eksempel at ”søster” har lavet mad til én, når man kommer hjem fra skole, hvad ”far” gør som det første, når han kommer hjem fra arbejde, og at de nok er mere sammen som familie, når de har fri, end vi måske er i Danmark.
– En af aftenerne var vi på en lokal bar, hvor alle fra byen mødes for at snakke og spille billiard, fortæller Benjamin videre. – Men den bedste oplevelse på turen var ”ekspeditionen” ud til et fyrtårn, hvor vi så en masse smuk natur undervejs.