Ny Carlsbergfondet på Grenaa Gymnasium
22
mar
2021

Kunst på Grenaa Gymnasium bredt ud til hele landet

Ny Carlsbergfondet står bag en undervisningsportal med samtidskunst fra udvalgte gymnasier

Alle der har besøgt Grenaa Gymnasium ved, at uanset hvor man befinder sig kan man lade blikket hvile på moderne samtidskunst og måske få en tanke eller en følelse, man ellers ikke ville have fået den dag. Skolen huser nemlig en stor samling af kunst, hvoraf størstedelen er permanente lån fra Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.

Læs mere om kunst på Grenaa Gymnasium

Værkerne inddrages naturligvis løbende i undervisningen på gymnasiet, ikke blot i faget billedkunst men også i design, dansk og sprogfagene. Nu er værkerne også blevet tilgængelige for resten af landets gymnasieelever og -lærere i kraft af undervisningsportalen Tæt på Kunsten, som Ny Carlsbergfondet står bag.

”Jeg er overvældende glad for at endnu flere nu kan få glæde af den meget aktuelle samtidskunst, vi har på Grenaa Gymnasium,” siger billedkunstlærer Helle Due Pedersen og fortæller, at kunsten på Grenaa Gymnasium er resultatet af årtiers langsigtede og vedholdende kunstpolitik på skolen. ”Når jeg får besøg af kolleger fra andre gymnasier, for eksempel i forbindelse med eksamen, så nærmest måber de over det, de ser her, og vil hjem og lave en kunstpolitik på deres egne skoler,” fortæller hun.

Undervisningsportalen Tæt på Kunsten, der er udarbejdet af gymnasielærere, indeholder også værker fra en række andre gymnasier landet over. Der er over 100 opgaveforslag til forskellige fag, og her har Helle Due Pedersen sammen med Pia Toftgaard og Hanne Kjærgaard, der også er lærere på Grenaa Gymnasium, været med til at udvikle opgaverne, der knytter sig til værkerne på skolen.

Portalen indeholder også videoer hvor nogle af kunstnerne fortæller om værkerne. Blandt andet fortæller Amalie Jakobsen, der blev student på Grenaa Gymnasium i 2008, om skulpturen Shape Shifter, som hun har lavet til Næstved Gymnasium.

Hør Cai Ulrich von Platen fortælle om værket No Title
Cai Ulrich von Platen på Grenaa Gymnasium