Skoleårets festligste dag er også den sidste. 111 studenter blev officielt studenter ved årets dimission

Skoleårets festligste dag er også den sidste. Fredag d. 27. juni dimitterede skolens rektor 68 STX-studenter og 43 HF-studenter under overværelse af forældre og lærere.
De formelle dele med rektors tale, studentertalen, overrækkelse af eksamensbeviser og overrækkelse af legater blev bundet sammen af fællessange – både ældre og nyere – og musikalske indslag ved eleverne. Som altid var det en både fornøjelig og højtidelig kulmination og afslutning på studenternes ungdomsuddannelse.
Årets tale på vegne af studenterne blev holdt af Emil Nordby Kjeldsen. Han tog udgangspunkt i skolens latinske motto, som i oversættelse lyder noget i retning af ”At finde vej er nødvendigt, at leve er ikke nødvendigt” og vendte det med glimt i øjet og ad mange små humoristiske sideveje til, at her og nu skal livet leves, og så svaret på ”og hvad skal du så nu” findes senere.
Man kunne næsten tro, at rektors tale og studenter-talen var koordineret, for rektor Helene Bendorff Kristensen kredsede i sin tale om, at det er naturligt ikke altid at føle, man har styr på alt, og hvad det egentlig er, man skal finde vejen til. Hun sagde blandt andet: ”I har fået karakterer – nogle måske bedre end forventet, andre knapt som håbet. Men i længden er det jeres karakter – som mennesker – der åbner de største døre. At have karakter betyder at stå ved sig selv, gøre det rigtige overfor andre, tage ansvar for helheden og holde fast i det moralsk rigtige. … For selvom mange af jer er dygtige og ambitiøse – og det skal I være – så ligger den virkelige styrke i noget dybere. Succes i ydre forstand kan være flygtig og tom, hvis den ikke bygger på indre værdi. Så spørg jer selv indimellem: Stræber jeg efter anerkendelse – eller efter mening? Er jeg på vej mod noget, som virkelig føles rigtigt for mig – eller mod noget, jeg tror, andre forventer? At være et menneske af værdi kræver refleksion. Det starter med integritet, empati og mod til at stille netop dét spørgsmål.”
Der blev også taget afsked med to af skolens lærere, der går på pension, og som mange, der har gået på Grenaa Gymnasium vil kunne huske: Ellen Møller, som har undervist i tysk og musik og Jan Møller som har undervist i fysik og matematik. De har været ansat på Grenaa Gymnasium siden henholdsvis 1987 og 1998. Vi siger dem hjertevarm tak og ønsker dem alt det bedste.