Stephan Oppenhagen er ny køkkenleder på Grenaa Gymnasiums kostskole
19
aug
2020

Ny international køkkenchef med rødder i Grenaa

Stephan Oppenhagen er ny leder af køkkenet på Grenaa Gymnasiums kostskole

Grenaa Gymnasium har i år oplevet en øget søgning til den internationale studentereksamen, IB Diploma, og en stor del af de internationale elever bor på gymnasiets kostskole.

Læs om baggrunden for øget elevtilgang på Grenaa Gymnasium

De mange elever på kostskolen skal naturligvis fortsat have noget godt at spise, og derfor er der blevet ansat en køkkenchef. Det er 48-årige Stephan Oppenhagen, som er opvokset i København, men som har tilbragt sommerferier i Grenaa. ”Min morfar og onkel drev Grenaa Beton, som lå på Århusvej”, fortæller han.

Stephan Oppenhagen har arbejdet på restauranter og hoteller mange steder i verden de seneste 20 år, og kommer fra en ledende stilling i Manila, Philippinerne. ”Efter så mange år i restaurations- og hotelbranchen, har jeg lyst til at prøve noget helt andet,” fortæller han. ”Jeg brænder for produkterne og for råvarerne, og for at lave fantastisk mad på det budget man nu engang har.”

Han fortsætter: ”Og jeg interesserer mig for andre kulturer og for mennesker. Så jeg er meget glad for nu at skulle arbejde på Grenaa Gymnasiums kostskole.”
Stephan Oppenhagen er flyttet til Grenaa og med sig har han sin søn, som er startet i Pre-IB på gymnasiet.