Talentpleje
For dig der har lyst og vilje til at dyrke faglige interesser i endnu højere grad.
I november drog 3.g Kemi A-holdet på en to-dages ekskursion til København for at blive klogere på, hvad man kan bruge viden om kemi til.
Kemi på A-niveau indgår i en sammen med Fysik B og Matematik A, som giver adgang til et væld af videregående uddannelser, som for eksempel ingeniør-uddannelser, medicinstudiet, og uddannelser der leder til ansættelse i medicinalfirmaer som Novo Nordisk og Lundbecks.
Amalie Mark, 3.x, fortæller: ”Det var en velorganiseret tur, hvor vi fik indblik i hvad man videre i fremtiden kan bruge kemien til, f.eks. inden for medicinalkemi. Vi besøgte blandt andet også Medicinskhistorisk Museion, hvor vi fik indblik i måden man identificerede og behandlede sygdomme før i tiden sammenlignet med i dag.”
Klassekammeraten Mathias Sørensen uddyber: ” Turen for mig hjalp mig med at få indblik i hvad jeg videre kan bruge kemien til. Vi hørte et fordrag på Pharma School (farmaceut-uddannelsen, red) om slangegift, og hvordan man kan bekæmpe giftbid.”
Læger uden Grænser: 100.000 dør årligt af slangebid
”Jeg var også stor fan af aftenens program, som stod på brætspilscafe. Alt i alt var turen super hyggelige, lærerig og en udflugt jeg altid vil se tilbage på med stor glæde. Det var dog dejligt at komme hjem igen til en normal hverdag,” siger Mathias
Holdets lærer, Hanne Krøyer, havde lagt programmet, som strakte sig over en fredag til og med lørdag. I den forbindelse havde hun givet eleverne lov til at bestemme et programpunkt om lørdagen. Valget faldt på Zoologisk Have, og det var pandaerne som trak.
Anne Sørensen fortæller: ”Selvom vi brugte det meste af tiden på foredrag og forsøg på forskellige institutter for kemi, så var der selvfølgelig også tid og plads til hyggestunder, der styrkede fællesskabet, og derfor var sidste destination på turen Zoologisk Have.”