Talentpleje
For dig der har lyst og vilje til at dyrke faglige interesser i endnu højere grad.
Mens de øvrige HF’ere og STX’ere boltrede sig med spændende emner i Navigare-dagene, tog en stor del af de 2.g’ere der har tysk, fransk eller spansk på sprogrejser til henholdsvis Hamborg, Paris og Malaga.
Jónas Stoltenberg, 2.t, var i Malaga. ”Det var vildt fedt! Jeg har aldrig været sydpå før. Bare det at se palmer.” Jónas fortæller at de blandt andet var to dage på en sprogskole. ”Lærerne kunne kun spansk, så man var tvunget til bare at springe ud i det. Jeg synes, at det har gjort mig mere sikker i forhold til for eksempel de faste vendinger på spansk. ”
Alberte Lind, 2.akm, der var i Paris, kan nikke genkendende til den erfaring. ”Man bliver overrasket over, hvor meget man kan og at man faktisk kan gøre sig forståelig. For eksempel når det lykkedes at bestille en burger. Og på et tidspunkt i et tog, opdagede jeg, at jeg forstod, at en af de andre passagerer snakkede om at skulle have sin kat til dyrlægen,” fortæller Alberte.
På alle tre sprogrejser var der sightseeing og guidede ture med lokale guider, der gav indblik i landenes kultur og samfundsforhold. Men der var også opgaver, hvor eleverne skulle bruge henholdsvis spansk, fransk og tysk. ”Vi skulle finde ud til forskellige steder i byen og interviewe folk om hvad de synes om Hamborg. Det var en udfordring, fordi vi skulle overvinde det at vi kom her med vores skoletysk,” fortæller Clara Schmidt, 2.t. ”Vi var også på en byrundvisning med en hjemløs. Det var spændende og jeg var overrasket over, hvor meget jeg forstod.”
”Vores fransklærer havde planlagt sådan, at vi hele tiden var i gang med sproget,” fortæller Alberte. ”På et marked skulle vi for eksempel spørge de handlende om varer, som vi ikke vidste hvad var, og på en meget stor og smuk kirkegård, skulle vi finde berømte personers grave og spørge folk om, hvorfor de var berømte.”
Alle tre elever har oplevet, at folk er søde, når man henvender sig. ”Når man spurgte om vej,” fortæller Jónas, ”så var de gode til at hjælpe én med at finde de rigtige ord.” Alberte supplerer: ”Det er jo ligesom når vi snakker med nogen, der er ved at lære dansk – dem kan man jo også godt føre en samtale med.”
”Det er mega-vigtigt at sprogrejsen ligger i 2.g, for så giver man ikke op,” slutter Alberte.