Latinholdet på Grenaa Gymnasium besøger Antikmuseet
07
okt
2019

Latinholdet på tur

For nylig var Grenaa Gymnasiums latin-hold i Aarhus for blandt andet at besøge Antikmuseet på Aarhus Universitet.

”Det var rart at være på tur, for latin er et lidt tungt fag, så det var godt at komme ud og opleve faget i en anden sammenhæng. Det var med til at give en bedre forståelse for den romerske kultur,” fortæller Thea Damborg Iversen.

Mikkel Vayland Hansen supplerer: ”På Antikmuseet fik vi en rundvisning og vi så mange skulpturer. Nogle af dem var portrætter af personer, som vi har læst om i timerne.”

”Latin er meget anderledes end andre fag, men spændende,” fortsætter Mikkel. ”Det er meget nyttigt i forhold til at lære andre sprog, og så er det også spændende at lære noget om Rom og hvordan byen blev grundlagt,” siger han.

Thea forklarer lidt nærmere om latintimerne: ”I latin tager det lang tid at oversætte sætningerne og lave syntaktisk analyse. Men allerede efter få gange med latin kan man se sammenhængen mellem latin og spansk, og det er en stor hjælp. Det hjælper også i historie, når man har om Romerriget.”

På Grenaa Gymnasium har man latin i 2.g, hvis man har valgt den sproglige studieretning med engelsk og spansk på A-niveau.

Grenaa Gymnasiums latinhold på Antikmuseet