IB Diploma at Grenaa Gymnasium in Denmark
21
jan
2022

IB i dansk kontekst

To internationale elever fortæller om deres oplevelse af IB-uddannelsen på Grenaa Gymnasium

Af de i alt 520 elever på Grenaa Gymnasium er de 200 Pre-IB og IB elever fra mange dele af verden og med ligeså forskellige baggrunde. Marie Lienemeyer fra Belgien og Alessandro Samueli fra Italien er iblandt dem. De går i IB1 og kom til Grenaa Gymnasium ved skoleårets start i august 2021.
– Jeg synes, det er vigtigt at have et internationalt perspektiv på verden og at være internationalt orienteret. Du er nødt til at skabe dit et netværk, forklarer Alessandro om sin motivering for at vælge IB-uddannelsen. – Jeg foretrak en skole i det nordlige Europa, for her er der bedre muligheder for unge mennesker. Måske vil jeg også søge ind på en videregående uddannelse her.
Marie fortæller, at hun havde besøgt Danmark flere gange før hun søgte ind på Grenaa Gymnasium. – Mit indtryk af Danmark var, at det er et velorganiseret land og det betyder, at hvis du har brug for hjælp eller støtte, så kan du få det.
– Min skolebaggrund er meget international, så det var naturligt for mig at søge ind på IB. Jeg kan godt lide IB-strukturen med relativt få fag, som du så til gengæld går i dybden med. Jeg er også glad for, at der så mange valgmuligheder i forhold til fag. Endelig er der CAS (Creativity Acticity Service, red) som sørger for, at man også er aktiv ved siden af det boglige skolearbejde.

Marie fortæller videre, at hun søgte til lige netop Grenaa Gymnasium på grund af sin interesse for ridesport. Grenaa Horse College er kun 10 minutter væk på cykel, så hun cykler derhen to gange om dagen.
Alessandro fortæller, at han fik Grenaa Gymnasium anbefalet af en kammerat, også fra Italien, som blev IB-student sidste sommer.

Snak med en IB-elev

Mindre stress i en venlig atmosfære

En ting som mange af Grenaa Gymnasiums internationale elever nævner, når de bliver bedt om at beskrive undervisningsmiljøet, er at stemningen er uformel og venlig. Marie og Alessandro bekræfter den oplevelse.

– Lærerne giver dig besked på, hvad du skal lave, men de ånder dig ikke i nakken. Du føler ikke hele tiden det der pres, og det er jeg ret glad for, for så er jeg ikke bange for at lave fejl, siger Alessandro.

Marie er enig. – Selvom IB-uddannelsen er krævende, så føler du ikke så stærkt et pres, og der er masser af hjælp at få, hvis du har brug for det. Lærerne vil have, at du lærer at stå på egne ben, men de giver støtte, hvis det er nødvendigt.
-Det er en god ting at lære ansvarlighed og på universitetet får du helt sikkert brug for at kunne strukturere din tid, tilføjer hun.

Alessandro nikker. – Man skal lige vænne sig til hvordan tingene fungerer her, og hvis du har problemer med at få lavet dine ting, så kan du deltage i lektiecafeen, få tildelt en tutor eller simpelthen lave lektier sammen med nogle kammerater.

Skolegang er mere end undervisning – læs om de mange aktiviteter på Grenaa Gymnasium

Fokus på læring først, så resultatorientering

– Jeg synes, at det mest gennemgående træk blandt lærerne er, at de vil have eleverne til at være aktive i timerne, for det hjælper dig til at være motiveret og dermed lære bedre, siger Alessandro.

– De bruger mange forskellige undervisningsmetoder, tilføjer Marie. – Generelt kan jeg godt lide undervisningen, fordi de vil have os til at tænke selv. Nogle af dem lader os tage vores egne noter, andre forklarer først og skriver så noter på tavlen. Der er meget gruppearbejde og det er en god måde at interagere med andre på, når man skal lære.

Marie har det dobbelt med at presset ikke følges så hårdt på Grenaa Gymnasium. Hun mener, at det skyldes, at man ikke får karakterer hele tiden, og det er der også en ulempe ved. – Lige nu, for eksempel, føler jeg mig lidt fortabt, fordi jeg er usikker på, hvor godt jeg klarer mig. Så jeg ser frem til, at der snart er konsultationer med lærerne.

Leder af IB-afdelingen Eike Standsby forklarer: – Det er en oplevelse mange af vores internationale elever har i løbet af Pre-IB og IB1. Når vi undlader hyppig karaktergivning, så er det fordi vores erfaring er, at elever, som er vante til eller bliver vænnet til hele tiden at få karakterer, har en tendens til kun at fokusere på karakteren og ikke på, hvordan de kan blive bedre. De glemmer at lytte til den fremadrettede, formative feedback, deres lærere giver dem. Så ved at insistere på mere formativ feedback og mindre summativ feedback i form af karakterer i Pre-IB og IB1, prøver vi på at lære dem at fokusere ligeså meget på selve læringsprocessen – altså: hvad de skal gøre for at forbedre deres faglige niveau – som på slutresultatet. I IB2 får eleverne meget oftere karakterer.

Læs mere om Pre-IB og IB Diploma på Grenaa Gymnasium

At falde til på Kostskolen

Alessandro og Marie var blandt de mange nye elever, der flyttede ind på Grenaa Gymnasiums kostskole i August. Næsten alle skolens internationale elever bor på Kostskolen og udgør flertallet.

Læs mere om Grenaa Gymnasiums kostskole

I lighed med andre IB-skoler i Danmark oplever Grenaa Gymnasium en stor stigning i antallet af internationale ansøgere, og har derfor udvidet kapaciteten, dels ved at leje værelser hos naboen, Campus Djursland, dels gennem en ombygning af den tidligere pedelbolig.

Marie og Alessandro følger at de er faldet godt til. – I de første par uger var der mange aktiviteter med det formål, at vi skulle lære hinanden at kende og føle os godt tilpas. Og der er tit aktiviteter, som man kan deltage i, for eksempel i weekenderne, og det gør de fleste af os, fortæller Marie.
– Jeg er faktisk mere social og sammen med andre her end jeg har været tidligere, siger Alessandro. Lige nu er det faktisk lidt et problem for mig, så jeg må til at prioritere min tid bedre, tilføjer han, uden at det dog virker som om, han har et alarmerende problem.

– Jeg tror, at man er nødt til at skabe sig alene-tid her, hvis man bor på dobbeltværelse, siger Marie. Hvis du bor på eneværelse, så er det slet ikke et problem. Marie tilføjer, at hun bor på dobbeltværelse, og at hun kommer fint ud af det med sin værelseskammerat.

Kostskolen er ledet af en kostskoleleder og et hold af kostskolelærere. – De er altid tilgængelige, forklarer Marie, – De hjælper dig, hvis du har brug for det. Jeg har det sådan, at hvis jeg fik et problem, så ville jeg have det godt med at snakke med én af dem om det.