IB fra elevperspektiv

IB fra elevperspektiv

Valerija og Antonio fortæller om at gå på IB i Grenaa

Hvert får i august, når skoleåret starter, kommer unge mennesker fra mange dele af verden til Grenaa, fordi de er blevet optaget på Pre-IB eller IB Diploma på Grenaa Gymnasium. Sidste år var Valerija Gerasimova og Antonio Arcas Sambola blandt de nye IB1-elever. Valerija er fra Letland og Antonio er fra Spanien. De er begge 17 år gamle.

Students' perspective on IB at Grenaa Gymnasium

Hvorfor IB på Grenaa Gymnasium?

Valerija: Jeg havde hørt, at IB-uddannelsen var både udfordrende og spændende, og jeg ville gerne tage IB i Danmark, fordi levestandarden er høj samtidig med, at det ikke er så dyrt at gå på en IB-skole her. Da jeg så undersøgte hvilke IB-skoler, der er i Danmark, blev Grenaa Gymnasium min første-prioritet. Jeg læste anmeldelser af skolen og jeg fik også et positivt indtryk af skolen på sociale medier. Jeg kunne godt lide, at der er så mange internationale elever her.

Antonio: Jeg har valgt IB, fordi det åbner døre, og fordi jeg vil være bedre til engelsk. Og som Valerija siger, så er IB-skolerne ikke så dyre i Danmark. Grenaa Gymnasium blev anbefalet til mig, og min søster har også gået her. Jeg besøgte skolen, da hun blev student. Men faktisk så gik jeg på Pre-IB på en anden IB-skole, fordi jeg gerne ville bo hos en værtsfamilie og lære dansk. Efter Pre-IB ville jeg så gerne til en skole med mange IB-elever. Det betyder noget for mig, at her er IB stor nok til at være noget i sig selv.

Læs om IB-fagene på Grenaa Gymnasium

Snak med en IB-elev. Vores IB-ambassadører er klar!

Hvad er jeres oplevelse af stemningen og atmosfæren på Grenaa Gymnasium?

Valerija: Jeg kan godt lide lærerne og at der ikke er status-forskel. Vi er alle lige. Det var en overraskelse for mig, men på den gode måde. I mit hjemland har voksne høj status, og som elev siger du måske ikke altid din mening. Her lytter lærerne, og det gøre timerne mere behagelige. Det får mig til at være flittig, fordi jeg kan lide at lære, og ikke fordi jeg føler et pres. Jeg føler mig heller aldrig alene i løbet af en skoledag. Folk er flinke.

Antonio: Jeg oplever også en god forbindelse mellem lærere og elever. Det er sådan ”mig-og-dig” og lærerene misbruger ikke deres magt til for eksempel at gøre grin med en elev. Jeg har også lagt mærke til, at der er megen fleksibilitet og megen hjælp at hente til at få højere karakterer.

I dansk skolekultur ses det at lære som noget man gør i fællesskab ligeså meget som en individuel proces. Vi ved, at det nogle gange overrasker og frustrerer nogle af vores internationale elever, som er vant til en mere individualistisk tilgang til at lære. Hvordan oplever I det?

Valerija: Jamen, jeg kan godt lide gruppearbejde, fordi så lærer vi sammen. Det er også en måde at lære folk at kende på og du træner dine evner til at kommunikere. Det får du brug for i din fremtid, fordi du skal kunne samarbejde og finde kompromiser – også med folk der ikke er dine venner.

Antonio: Jeg kan også godt lide gruppearbejde. Det er klart, at det ikke altid er alle i en gruppe, som føler sige lige forpligtede, men i en god gruppe bliver du selv boostet.

 

I bor begge på Grenaa Gymnasiums kostskole på den anden side af vejen. Hvordan ser en typisk dag ud?

Valerija: Jeg står relativt tidligt op og repeterer måske og laver lidt lektier før morgenmaden og skolen. Frokosten spiser vi på kostskolen, og efter skoletid er der så lektier og afleveringer. Nogle gange hjælper vi hinanden i et af studierummene. Der er også virkelig mange fritidsaktiviteter, man kan gå til i musikrummet, kunstrummet, gymnastiksalene… og vi får gratis billetter til svømmehallen. Det er en lækker svømmehal lige her ved kostskolen. I weekenderne løber jeg en tur i skoven og måske bager jeg sammen med nogle venner i elev-køkkenet eller øver sangnumre i musikrummet.

Antonio: Ja, der er altid noget at give sig til. Jeg er med i skolens kor og deltager i musikcaféerne, så jeg har også lært nogle af de danske elever at kende. Jeg er også med i EU-klubben og jeg tager til Aarhus for at scate. Og du kan får CAS-point for det hele. CAS er godt. Det gør folk mere åbne for at prøve nye ting.

Læs om CAS

Læs om aktiviteter på Grenaa Gymnasium

Hvad synes I om maden på Kostskolen?

Valerija: Jeg elsker maden her. Det er meget varieret og med masser af grøntsager. Selv snacksene er sunde!

Antonio: Jeg er nok ikke lige så stor en fan. Men jeg er aldrig sulten, for der er altid et eller andet i buffeten, man kan lide. Og om fredagen er der burgere, burritos eller for eksempel pizza.

Læs om mad og måltider på Kostskolen

 

Hvad har været det mest udfordrende ved at falde til her?

Antonio: At vænne sig til at være omgivet af så mange mennesker hver dag…

Valerija: Enig. Især hvis man bor på et dobbeltværelse.Så må man overskride sin egen komfortzone, det er man nødt til.

Antonio: Man er også nødt til at modnes og for eksempel selv styre sin tid. For eksempel, så tjekker ingen før om lang tid, om du nu også løbende får lavet din CAS-rapport, sådan som du skal.

 

Hvilke råd vil I give til nogen, som overvejer Pre-IB eller IB?

Valerija: Prøv det af. Giv det en chance og det vil være anstrengelserne værd. Vær ikke bange.

Antonio: Der vil være op- og nedture og hårdt arbejde, men det vil stadig være nogle fantastiske år.

Hvad leder du efter?