Ungdomsuddannelse – og hvad så? Grenaa Gymnasium sætter spot på de mellemlange uddannelser.
På Grenaa Gymnasium har man sat den såkaldte ”karrierelæring” i system på HF-uddannelsen. HF-leder Jesper Dau Simonsen fortæller, at programmet kulminerer med, at alle årets kommende HF-studenter er i to dages praktik på en arbejdsplads i slutningen af april.

Praktik på politiskolen
– Eftersom HF-uddannelsen klæder eleverne på til en mellemlang videregående uddannelse, så har de forud for praktikken været på besøg på uddannelsesstederne VIA og Dania i Randers, hvor de får indblik i uddannelser indenfor sundhed, business og teknologi. De besøger også en højskole, og siden sidste år har de også haft mulighed for at tilvælge to dages praktik på politiskolen i Vejle, fortæller Jesper Dau Simonsen.
-Jeg tror nok, at jeg gerne vil være lærer, men politiet er også en mulighed, så derfor tog jeg imod tilbuddet, fortæller Niklas Buhr Kjær. Han bliver HF-student til sommer sammen med bl.a. Emil Fredenslund Møller og Tilde Ejberg Hougaard.
De tre HF-elever fortæller, at de i løbet af de to dage fik et godt indblik i hvad politi-uddannelsen kræver og indeholder.
Mange vil kunne finde deres hylde i politiet
– De gjorde også meget ud af at fortælle, at mange forskellige typer mennesker vil kunne passe ind i politiet, fordi der er så mange forskellige afdelinger, fortæller Tilde. Hun og Emil er enige om, at IT-efterforskningsafdelingen var det mest spændende.
– Det var en garvet politimand, som viste os rundt på skolen på andendagen, og han fortalte, at han har været med til at opklare både mord og brandstiftelse ved hjælp af de digitale spor, gerningsmændene havde sat, fortæller Emil.
Niklas kunne bedre lide hundefører-afdelingen, hvor de var med til træningen af politi-hunde. – Vi fik dog ikke lov til at prøve at være ”forbryderen” som hunden skulle bide sig fast i, fortæller han.
Politiskolen i Vejle er ny, og den har en hel mini-by, hvor de politistuderende kan øve sig i f.eks. at lægge en genstridig anholdt ned i detentionen, at håndtere vrede demonstranter eller gøre de relevante observationer på gerningssteder. – Så hyrer de skuespillere ind til f.eks. at kaste med ”sten.” Det så vi, mens vi var der, fortæller Emil.
Det kræver jo både noget fysisk og mentalt at være i politiet, så Niklas, Emil og Tilde prøvede også kræfter med både den fysiske og den mentale optagelsesprøve. – Opvarmningen var det hårdeste, fortæller Niklas. -Jeg tror, at vi vist lige akkurat bestod. Den mentale del af ”optagelsesprøven” bestod i samarbejdsøvelser om en række cases. – De skal afsløre, om man har empati, kan tage beslutninger og den slags, forklarer Emil.
På vej mod en afklaring
For alle tre er konklusionen efter de to dage i Vejle, at politi-uddannelsen bestemt er en mulighed. – Jeg overvejer at tage den to-årige politikadet-uddannelse, inden jeg går i gang med jura-studiet, fortæller Tilde. Så vil det være lettere at søge ind på politi-uddannelsen, hvis jura alligevel ikke er noget for mig.
Emil fortæller, at han gerne vil uddanne sig i militæret. – Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så er politiskolen et godt alternativ, siger han.
Hvis man er interesseret i at få en HF-elev i to dages praktik, er man velkommen til at henvende sig til Grenaa Gymnasium.