Talentpleje
For dig der har lyst og vilje til at dyrke faglige interesser i endnu højere grad.
SkriveCup er en landsdækkende konkurrence i kreativ skrivning og d. 26. april var der finale på Aarhus Teater. I år deltog Grenaa Gymnasium for første gang i SkriveCup og hele syv klasser fra skolen var med.
Ellen Dujardin, 2.us, gik hele vejen til finalen på Aarhus Teater med teksten “Lykkens land,” som er en gendigtning af “Der er et yndigt land,” Danmarks nationalsang. Ellen havde i den forbindelse også skrevet en melodi til sit digt.
I SkriveCup’en er det et krav, at man skal fremføre sin tekst, og man kan benytte sig af scenografi, billeder, kostumer, rekvisitter, lyd, lys med videre som virkemidler. Her fik Ellen opbakning af Nikolaj Jackson, der også går i 2.g på Grenaa Gymnasium. Han akkompagnerede på klaver til fremførelsen af digtet.
”Det sjoveste ved dagen var at se, hvordan de andre finalister havde løst opgaven – altså at genskrive en gammel tekst og opføre den med en nutidig performance,” fortæller Nikolaj. ”Niveauet var meget højt, så det var virkelig interessant at se de forskellige kreative løsninger”.
Ellen er enig. ”Man blev inspireret af de andres indslag, og samtidig var jeg stolt over at opføre en tekst, jeg selv har skrevet.”
For dansklærer på Grenaa Gymnasium, Glennie Lund Grøfte, giver det i høj grad mening at lade eleverne deltage i konkurrencen. ”SkriveCup’en er et eksempel på, hvordan vi lader vores elever lære teoretisk stof gennem praktiske opgaver. Gennem SkriveCup’en øver de sig blandt andet i at analysere litteratur og i at kunne skelne mellem forskellige slags litteratur, hvilket er helt centrale elementer i det, de skal lære i faget dansk og som de øver sig på gennem alle tre år. Og så er den med til at udvikle både deres sprogfornemmelse og deres kreativitet,” fortæller Glennie Lund Grøfte.
Alle finalister vandt et ophold på Krabbesholm Højskole i Skive, som blandt andet tilbyder et meget anerkendt skrivekursus.
SkriveCup er en konkurrence udviklet af Egå Gymnasium og er blevet afholdt siden 2015 i samarbejde med Dansklærerforeningen.