Aarhus Symfoniorkester på Grenaa Gymnasium
30
jan
2020

Fra Brahms til Star Wars på Grenaa Gymnasium

Violiner og celloer bliver interessante, når Aarhus Symfoniorkester kommer forbi.

Tirsdag d. 28. januar over middag tømtes Grenaa Gymnasium for elever og lærere. De fik nemlig besøg af 70 klassiske musikere fra Aarhus Symfoniorkester som gav en times koncert for alle skolens elever og lærere. Skolens festsal kunne ikke rumme så stort et arrangement, så koncerten blev holdt i Grenaa Idrætscenter.

Især 60 af skolens musikelever havde set frem til Aarhus Symfoniorkester på Grenaa Gymnasiumkoncerten i længere tid. De bidrog nemlig selv til den, idét de havde indøvet korsatser af henholdsvis Carl Orff og Johannes Brahms. ”Det var en stor og uvant udfordring, som de frygtløst tog op, og de så meget frem til koncerten,” fortæller musiklærer Ellen Møller.

Lise-Marie Pedersen fra 1.k var en af de elever, som var med i koret. ”Det var spændende at være med til,” siger hun. ”Men det var også svært – det der med at synge på tysk og latin. Jeg var heller ikke vant til at synge på den måde. Det var meget høje toner. Men man får en følelse indeni, når man ser hvordan de spiller på instrumenterne.”

Klassekammeraten Laura Møller er enig. ”Det er anderledes at se dem spille live. Jeg har ikke før lyttet til klassisk musik, men det har jeg fået mere lyst til nu.” Aarhus Symfoniorkester på Grenaa GymnasiumLise-Marie nikker. ”Jeg fik helt lyst til selv at spille violin eller cello. Det ser godt ud, når bevægelserne er helt synkrone,” siger hun.

Joachim Møller Kaag og Alberte Stenumgaard Lind går i 3.g på skolens musik-studieretning. Her lærer man om klassisk musik, og musikhistorie, men moderne rytmisk musik fylder mest i den praktiske dimension af faget. ”Klassisk musik er noget helt andet end rytmisk,” forklarer Alberte. ”Det er altid sjovt at arbejde med musik i praksis efter at man har analyseret partiturer i undervisningen. Og man føler sig heldig over at kunne være med i et projekt som dette.”

Det er Joachim enig i. ”Tænk at de har valgt at komme til Grenaa Gymnasium. Det er en ære at der kommer et helt orkester med uddannede musikere.”

”Det var også fedt, at selvom man ikke ved så meget om klassisk musik, så spillede de også stykker, som vi kender,” tilføjer Joachim. Programmet stod nemlig blandt andet på musik fra Star Wars-filmene, ligesom de fleste af eleverne kunne nikke genkendende til blandt andet korsatsen fra Orffs Carmina Burana.

Musiklærer Ellen Møller fortæller, at repertoiret var udvalgt i samarbejde mellem musiklærerne på Grenaa Gymnasium og musiklærere på andre gymnasier og symfoniorkestret, og at der var lagt vægt på bredde, så arrangementet har understøttet undervisningen i symfonisk musik.
Aarhus Symfoniorkester på Grenaa Gymnasium